Af Allan Nørskov Johansen

At give noget tilbage!

Forbindelsen til fisken var brudt, og linen blev slap. Og hvad værre var, at jeg kunne konstatere at det var blinklåsen der havde åbnet sig? Det var svært for mig at acceptere, at ikke alene havde jeg mistet min drømmefisk……den stak også af med min yndlingswobler fra æsken. Katastrofen for den unge knægt var total!

”Op med humøret knægt…..du må bare prøve igen”, sagde en stemme roligt og opmuntrende.

Min bror og jeg var på fisketur med vores far, og stemmen var hans. Det var en vidunderlig forårsdag i april måned sidst i 80’erne, og stedet var en kyststrækning på den Fynske nordkyst. At fange én af kystens flotte blanke havørreder, var dengang min største drøm. Og min far gjorde bestemt hvad han kunne for, at det skulle lykkedes.

Han var min store inspirationskilde til at gå i gang med lystfiskeriet i det hele taget, og det var jo heller ikke fordi det var svært for ham at imponere min bror og jeg. På benævnte tur fangede han selv 2 flotte fynske havørreder, så med hans kraftige gule spinnestang og de store blink man dengang anvendte som standard på kysten, gjorde han det faktisk ret godt 🙂

Jeg kom senere gevaldigt efter det på kysten, og jeg fik hurtigt gjort mig nogle gode erfaringer, efterhånden som de blanke kystørreder lod sig overliste. Spinnestangen og de trofaste kystwoblere blev langsomt skiftet ud med en fluestang, og så blev det for alvor sjovt på de Fynske kyster. Kysten var i mange år min foretrukne ”legeplads”, og min far og jeg fiskede meget sammen derude. Således tog vi i mange år altid en uges ferie sammen i marts/april og igen i juni, hvor vi så fiskede alt det vi kunne holde til på kysten.

Men hvad har alt dette kystfiskeri, egentlig med Karup Å at gøre?

Når drømmefisken smutter.

På kysten er der mildt sagt langt imellem de helt store fisk, og skal man gøre sig forhåbning om at fange en stor blank trofæ havørred over 5 kg på kysten, så skal der virkelig arbejdes for sagen! Jeg har selv været heldig at fange flere kystfisk over denne magiske grænse. Dog henover mange år, og altid efter en stor indsats. Min far har i flere situationer også været i kontakt med meget store fisk på kysten, men de er desværre altid blevet mistet. Nogle hurtigt, og andre efter en lang fight, hvor fisken til sidst er hoppet af ”på kanten af nettet”.

Fra de skønne juni sommernætter på kysten.

Det værste eksempel på dette, skete på en ellers skøn sommernat i juni. Vi havde sammen fisket et rev af, men da der ikke skete det store på revet i løbet af natten, var jeg gået længere hen af kysten for at prøve en anden plads. Lidt senere da morgenlyset kom, kunne jeg se min far komme gående langsomt hen af stranden.

Fødderne slæbte demonstrativt henover stenene i strandstokken, og det var tydeligt at noget var galt! Han kunne slukøret berette, at han længe havde stået med en stor blank sommerfisk på omkring de 6 kg, tøjret til hans stang, langt ude på revet.

Strømmen over revet var blevet meget kraftig da tidevandet skiftede om morgenen. Og selvom fisken til sidst var helt udmattet, kunne han simpelthen ikke føre fisken langt nok ind over netkanten til, at han kunne få den ned i nettet. I et sidste forsøg, hvor han strakte sig så langt som muligt, fik fisken sat en spids fra trekrogen i netrammen. Fisken slog et sidste slag i strømmen…. og var fri!

Min far var selvsagt dybt skuffet over det endelige resultat, og endnu en gang blev hans mangeårige drøm om at fange en stor havørred over 5 kg udsat på ubestemt tid! Og endnu værre var det, at jeg var gået for langt væk fra ham. Jeg havde jo nemt kunne nette fisken på revet for ham!

Således har der desværre været byttet om på rollerne nogle gange, hvor det pludselig er ”sønnike” der med rolig og opløftende stemme, har måtte forsøge at holde min fars humør højt, efter at han har mistet en stor fisk på kysten! Sådan er “gamet” jo i vores hobby 😉

Kysten kontra Karup Å.

I modsætning til fiskeriet på kysten, så har Karup Å jo en helt unik havørredstamme, med en meget høj snitvægt på fiskene. Faktisk så er Karup Å havørrederne nogle af Nordeuropas største. Og den lille smukke danske hede å, leverer hvert år fangster af fisk, der er så store, at det nok kan ”løfte øjenbrynene” i respekt på de fleste lystfiskere ude i den store verden, der interesserer sig for havørredfiskeri.

Ud over de helt store ”trofæ fisk” fra åen, så er der næppe noget andet dansk vandløb, hvor der hvert år bliver fanget så mange flotte havørreder over 5 kg, som i netop Karup Å. Fiskene er sky, og man kommer ikke sovende til resultater ved Karup Å. Det kræver som regel en god indsats, for at fange en af åens store fisk.

Men det at snitvægten på Karup Å fiskene er så stor, betyder jo, i modsætning til fiskeriet på kysten, at det ikke er unormalt at man i Karup Å kan opleve at fange én, eller sågar flere fisk på en sæson over 5 kg, forudsat at man ligger en god indsats langs åens brinker, og giver sig tid til at lære fiskeriet at kende. 

Dette gør fiskeriet i åen helt unikt, og hvis man drømmer om at fange en stor fisk, så er Karup Å helt sikkert stedet hvor det kan lade sig gøre at opfylde drømmen. Man skal bare være forberedt på, at ligge en indsats ved åen 🙂

Min egen start ved åen.

Jeg havde selv fundet vej til Karup Å, sidst i 90’erne. Og jeg tabte straks mit lystfiskerhjerte til den smukke å, og dens enorme havørreder. Det var ægte ”lystfisker kærlighed” ved første blik 🙂 Så jeg gik på med krum hals, og lagde rigtigt mange timer i fiskeriet langs åen. Allerede i den første sæson fangede jeg nogle fine blanke fisk, så jeg fik hurtigt blod på tanden hvad angik fiskeriet i Karup Å.

Det var dog også hurtigt tydeligt for mig, at det ikke bare lige var og fange én af det store fisk i åen. Fiskene var sky, og de tog ikke føde til sig i åen. Man skulle provokere dem til hug, og derfor var det ved at lære hvordan man fiskede på standpladserne, at man hurtigst kunne opnå succes.

At lære standpladserne at kende tager dog også noget tid, og kræver at man fisker med forskellige metoder, under forskellige forhold. Så jeg måtte bare udvælge mig en strækning jeg syntes var interessant, og så gå i gang og derved langsomt arbejde mig frem til erfaringer på strækket 🙂

Jeg havde udset mig strækningen ved ”Sommerhushullet”, som mit foretrukne område ved åen. Så der fiskede jeg meget, og lærte først og fremmest standpladserne på dette stræk at kende.  Langsomt men sikkert, fik jeg efter nogle års indsats mere og mere hul på fiskeriet.

Og inden jeg fik set mig om, fangede jeg pludselig havørreder i en størrelse, der for mig som inkarneret kystfisker, var helt uvant. Mine fangster i åen, og ikke mindst størrelsen på fiskene, havde bestemt heller ikke forbigået min fars opmærksomhed! Så han begyndte også at snakke om, at han da hellere måtte kigge forbi åen, og se hvad det var jeg rendte rundt og lavede dér.

Hvad kysten ikke kunne levere, måtte hentes i Karup Å.

Så vi begyndte at fiske sammen ved åen, og det var altid super hyggeligt. Far kiggede typisk forbi én eller to gange i løbet af sæsonen, og det var altid i sensommeren, eller det begyndende efterår at han gæstede åen for at fiske. Dette var jo fint, for så langt inde i sæsonen var åen altid bugnende fyldt med fisk, når han så kom forbi.

Det var også let for ham at holde gejsten oppe til fiskeriet. For selvom han ingenting fangede, så er fiskene sidst i sæsonen jo glade for at vise deres tilstedeværelse i åen. Så hver gang han var forbi, så han altid nogle store fisk markere på deres standpladser, eller flytte lidt rundt i åen med store trykbølger. Noget der virkelig kan få fiskefeberen til at stige betragteligt, ved langt de fleste havørredfiskere 🙂

Det helt rigtige lys i skumringen, og en koncentreret lystfisker.

Vi fiskede forskellige stræk, men vendte altid tilbage til strækket ved Sommerhushullet, og dette område blev også hurtigt fars foretrukne stræk. Det var også her at jeg nemmest kunne ”hjælpe” ham, for her havde jeg jo selv sådan nogenlunde styr på standpladserne i åen. Han fik også fanget lidt fisk på de forskellige pladser i åen, dog alle i mindre størrelse. Men det var rart at se, at han langsomt men sikkert fik mere og mere styr på åfiskeriet.

Denne 5 punds fisk, huggede kontant i “S-Svinget”.

En smuk sensommeraften i september, var vi igen sammen ved åen. Far ville fiske i hans yndlingsområde omkring Sommerhushullet, og jeg var derfor gået længere op af åen. Da jeg gik rundt i S-svinget i aftenlyset, tog en 5 punds fisk min flue. Jeg fightede den hurtigt ind til kanten af åen, hvor jeg håndlandede den, og satte den ud igen. Men der var et eller andet galt!

Jeg kan ikke rigtig forklare hvad det var. Jeg havde bare følelsen af, at jeg var kommet for langt væk fra min far….lidt ligesom dengang på revet! Jeg besluttede mig for at gå hurtigt tilbage til ham igen.

Da jeg kom til Pælehølet, kunne jeg skimte omridset af min far henne i udgangen af Sommerhushullet. Men hvad var nu det? Hans stang var jo totalt bøjet i bund, og han stod med en god fisk på!

Min mavefornemmelse var altså god nok, for der var jo noget fat langs åen i netop dette øjeblik. Jeg satte straks i løb langs åen, og var henne ved ham på ingen tid. Han var helt eksalteret og ”høj”, og lige nedenfor hans fødder var en stor Karup Å havørred begyndt at kæntre i vandet.

Den var ved at være træt, og næsten klar til landing. Spinneren sad sikkert placeret, lige i saksen på fiskens mund. Resolut snuppede jeg fars net ud af hånden på ham, hoppede ned på åbrinken, og bad far køre fisken ind til mig og nettet. Det gik som smurt. Fisken røg i nettet i første forsøg, og blev hurtigt båret på land.

Endelig fik min far sin drømmefisk. Selvfølgelig taget i Karup Å.

Stort smil og skøn septemberfisk på 80 cm og 6,25 kg.

Vi fik hurtig aflivet den flotte fisk, og nu ville jublen ingen ende tage. Min far var helt oppe og køre. Endelig var hans mangeårige drøm om at fange en rigtig stor havørred, gået i opfyldelse. Den flotte september fisk var 80 cm lang, og vejede hele 6,25 kg.

Så det var en rigtig god fisk til ham. Og jeg fik rettet lidt op på misæren fra dengang på revet, hvor jeg ikke var der til at assistere med nettet til at få hans fisk på land. Bemærk æblekinderne og hans smil på billederne, som vist nok bedst viser niveauet af lykke 🙂 

Vi fik lidt kaffe ved bilen, og så kørte han ellers stolt hjem til Odense med hans drømmefisk i bagagerummet. At jeg herefter gik til åen igen i mørket og fangede 2 fine havørreder mere, var totalt sekundært i den store sammenhæng. Min far havde endelig fået sin drømmefisk 🙂

Nu kan min kære far jo altid se, om han kan fange sig en anden drømmefisk. Men for mig er det super skønt, at hans første rigtigt store fisk er fra Karup Å, og at jeg fik lov til at være en del af at se hans store drøm realisere sig.

Så må vi se om hans næste store fisk også bliver fra åen, eller måske fra kysten. Uanset, så er Karup Å så sandelig stedet, hvor drømme går i opfyldelse!

Knæk og bræk ved åen.

Allan Nørskov Johansen