Af Bo Fomsgaard

Undskyld skat!

Foreløbigt havde fiskeguderne sørget for en gavmild sæson, og fruen mente ikke, at der var behov for flere røgefisk. Foråret havde budt på et par fine laks, hvoraf den ene endte i røgemandens ovn, ligesom en norgeslaks og et par gode havørreder fra Karup Å. ”Jeg vil gerne have nogle fra et par kilo og nedefter. Knæk og Bræk og kør forsigtigt!” Jeg sagde ingenting. Hun ved nok hvad der er behov for, og jeg har genudsat mange fine fisk på den konto. Hun har jo ret – der er ikke grund til at tage mere end hvad familien kan fortære. Heldigvis er fisk ungernes livret. Når de har fødselsdag bestiller de røget ørred eller laks med pasta og flødesauce, så fisk skal der til! Men nu var der nok, og med det i baghovedet kørte bilen nærmest på autopilot ud til Øvre Karup Å,  ved rensningsanlægget ved Karup by. Ingen biler på pladsen, herligt! En kop dampende the blev hældt i koppen, og der blev rigget til.

Det var køligt, sæsonen gik på hæld, og når man sidder alene der på bænken og sipper varmen i sig, vandrer tankerne tilbage til oplevelser ved åen, og man har ikke lyst til at være andre steder lige nu end lige hér!

Aften lys over åen.

Øjnene havde vænnet sig til mørket, og jeg gik til åen. Ned til et sving, hvor de første kast blev lagt ud, og svingede fluen uberørt henover åen. I udgangen af svinget sad fluen pludselig fast, som i et grundfjeld. Der var intet liv for enden af linen, men sidst jeg oplevede noget lignende vejede ørreden over 9 kg, så selv om jeg ikke var helt sikker i min sag, var det dog med en vis forventning i kroppen, at jeg de næste 30 sekunder stod med stangen spændt som en ostehøvl, og spejdede efter tegn på liv ned langs linen, der borede sig ned i det mørke vand. Langsomt, nærmest i slowmotion, løsnede bunden sig og begyndte at drive med åens hastighed, stadig uden tegn på liv, stille nedefter. Og så! Et voldsomt rusk og et kæmpeplask. Ganske rigtigt! En stor fisk havde taget fluen og flyttede sig med en monstrøs kølvandsbølge ud midt i åen.

Lyset blev tændt, og da fisken første gang viste sig gennem disen blev det klart, at der her var tale om den største havørred jeg nogensinde havde set for enden af mit forfang. Det var ikke længden der gjorde det. Den var ikke markant længere end tidligere fangster. Det var dybden. Den var bred som et sofabord!  Formaningerne hjemmefra forsvandt i takt med at størrelsen på fisken gik op for mig, og gaffen blev trukket ud og lagt i sivene. Få minutter senere, efter at have stået stille under egen bred, og lidt tøffen rundt midt i åen, gjorde fisken den fejl, at den tilsyneladende lige ville se, hvad det var der stod der og lyste ud i hovedet på den.

Ofte kommer en fisk tæt forbi fiskeren kort efter hugget, hvilket jeg benytter mig af, når jeg kan. For mig er højdepunktet når fisken tager fluen og øjeblikkene efter. Hvis fisken skal på land, går jeg efter at lande fisken så hurtigt som muligt, hvilket kan indbefatte et bagholdsangreb med gaffen.

Jeg tror ikke denne fisk vidste den var kroget, da den aldrig var grebet af panik, men i stedet uden at anstrenge sig, bevægede sig roligt rundt til trods for, at stang, hjul og line jamrede under presset. Pludselig befandt den sig indenfor rækkevidde, og sekunder efter lå en kæmpehavørred i sivene bag mig. Efter at fisken var aflivet tog jeg den i nærmere øjesyn. Så blev der sendt en sms til fiskevennerne: ”Jeg tror fanme jeg har fanget en +10’er” lød den. Kort efter var Flakker i røret, og ville have mere info. Resten af aftenen gik på bænken ved åen, hvor oplevelsen fik lov at synke ind, hvorefter turen gik til Hammerum, hvor Flakker’s 10 kilos vægt gik i bund, akkompagneret af klukkene fra et par paulanerpilsnere. Selv hans teenagedatter var imponeret, selv om hun prøvede ikke at vise det. Hjemme på babyvægten viste loddet 11 kg rent, og længden blev målt til 96 cm.

Drømmefisk på 96 cm og hele 11,0 kg.

Således sluttede en sæson, der ellers bar præg af arbejdsrelateret mangel på fisketid efter sommeren, med en havørred i samme vægtklasse som Skjern Å laksen fra foråret, hvilket jeg ikke engang havde drømt om kunne blive til virkelighed. Og konen? Efter at være blevet revet ud af drømmeland for at se fangsten, kiggede hun overbærende på den stolte fanger, og sagde: ”Min store fiskermand!” og gik i seng igen. En drøm var gået i opfyldelse, og der var kun måneder til at en ny sæson åbnede! Livet er herligt!

Knæk og bræk ved åen.

Bo Fomsgaard.