Af Tino Mygind Pedersen

At tænke, mens man fisker.

Det er samtidigt også med til at skabe udfordringer mht. hvor der skal fiskes. Altså hvor i åen der skal fiskes. Karup å er en lang å, med mange forskellige å-strækninger, både hvad angår bredde, dybde og bevoksning.
Valget faldt denne aften på et af de nedre træk. Vel ankommet er det tydeligt, at åen er steget kraftigt. Resultatet heraf er, at der hvor man normalt går tørskoet, går man nu i vand.
Fiskeriet starter med en let aftenflue, og jeg går stille og roligt ned ad åen. Jeg fisker grundigt åen af alt imens der kommer nogle meget kraftige byger, hvor regnen vælter ned. Det er tydeligt, at hovedstrømmen er meget stærk. Ved egen erfaring ved jeg, at når hovedstrømmen er så stærk, så stiller havørreden sig typisk enten lidt længere oppe i forhold til sin standplads eller i nogle tilfælde lidt nedenfor.

Jeg prøver at fiske de nævnte pladser af uden resultat, der er stille, meget stille, faktisk unormalt stille. Monterer en lille ekstra sektion foran fluen, altså et lille rør der forlænger fluen, og fortsætter fiskeriet. Stadigt intet, skulle tro der ingen fisk var, men det lyder usandsynligt grundet vandstand og årstid.

Går og observerer lidt på den kraftige hovedstrøm, og den er virkelig blevet kraftig. Faktisk så kraftig, at det stille og roligt går op for mig, at den måske er for stærk til at holde på fiskene. De vælger måske at stille sig på den modsatte bred, der hvor der før var ”døde” partier.

Det skal prøves. Jeg finder et sted, hvor jeg kan fiske en rolig kant af, og lader fluen ligge roligt, kun afbrudt af rykvise indtag. Kaster mod modsatte bred, lader fluen svinge ind til egen bred, som en lille fisk der søger skjul for den kraftige strøm, lader fluen drive ind under grødekanten, og holder den der.

Kort tid efter kan jeg mærke, at en fisk nipper i fluen. Super.., Løfter fluen af vandet og tager nyt kast, og lader igen fluen drive ind under grødekanten. Lader den hænge der, og begynder at tage ind med nymfegreb, lader fluen drive tilbage igen og starter forfra. Pludselig brydes vandet af en bølge. Den skyder op mod fluen, stangen sænkes, løslinen slippes, og fisken vender kort efter. Der er fast fisk.
Fisken tumler rundt, og pludselig kommer den op imod mig med god fart. Løslinen bliver hurtigt strippet ind, hvorefter  fisken atter vender rundt og tager udløb. Jeg opdager, at løslinen har sat sig fast i bevoksningen, og kæmper for at få den fri. Det er en lidt kaotisk affære, men jeg får den fri og kampen fortsætter. Fisken tager korte udløb, flere rusk i stangen, men til sidst får jeg den på kort line, og jeg kan rimeligt udramatisk nette fisken.

Blank er den. Ikke den største jeg har fanget, men det er en god fornemmelse at have fanget den på en selvkomponeret flue, i dette tilfælde Vistesen, og specielt for have læst forholdene korrekt, og ikke mindst indrettet mit fiskeri herefter.
Det er ikke altid størrelsen på fisken, der giver den rigtige fornemmelse…

På vej hjem fisker jeg lidt ved spangen, hvor en ugle pludselig tager plads på gelændret. Den sidder helt tavst, kikker, vurderer situationen og forsætter sin jagt ned igennem ådalen.
Præcis som jeg gjorde, men for mit vedkommende er jagten i ådalen forbi for denne aften.