De lune jyder ved den legendariske Karup Å, har igennem flere årtier stået bag en lang række gode, og effektive havørredfluer. Fluer som Klods Hans, Torp, Resen, og ikke mindst fluen med det mest særprægede navn, Den Tropiske Gråspurv, har igennem min tid som havørredfisker været til stor inspiration. Men der er særligt én flue, som virkelig har fået fast bopæl i en af mine rørflueæsker.
Og det er Alf Pedersens, Nieren. Smuk og elegant, vil jeg tillade mig og kalde den. Og helt naturligt får det mig straks til at tænke på første gang jeg mødte Alf, og så hans magiske havørredflue.
Det var i forbindelse med mit daværende arbejde. Vi afholdte et kursus i fluefiskeri og strategi, og Alf dukkede op ved åen, iført en meget ulden trøje og skridtstøvler. Den obligatoriske snak om åen, fiskeriet, og de store havørreder i Karup Å, var for mig hyggelig og inspirerende. Men da flueboksene blev fundet frem, blev det for alvor interessant.
“Den her fisker jeg med” sagde Alf, imens han holdt en 10-12 centimeter lang rørflue op lige foran næsen på mig.
“Den kan tage dem” sagde han, imens jeg nok har set lidt forbavset ud!
“Du milde”, har jeg sikkert tænkt. De er godt nok store, og ikke mindst lange. Alf fortalte mig, at de var bundet af hestehår, som på den tid var et meget populært materiale. Især til islandske Laksefluer.
Alf er desværre gået bort for efterhånden en del år siden. Og da Karup Å var et stort omdrejningspunkt i hans liv, syntes jeg at det er helt naturligt, at hans magiske havørredflue fortjent får sin spalteplads her på RIVERFISHER.
På billedet ses min version af Alf Pedersens magiske havørredflue, Nieren. Smuk, elegant og hamrende effektiv.
Knæk og bræk ved åen.
Henrik Kure Nielsen
Jens Anker Skau
6. marts 2023Hej er det muligt at få fat i en binde vejledning af den tropiske gråspurv
Venlig hilsen
Jens Anker Skau
8300
Odder