Af Peter Nyhuus Jacobsen

De fisk vi mister.

Jeg vælger at skyde aftenfiskeriet af, på et stykke af åen opstrøms Resen. Det er en skøn aften. Næsten skyfrit, og helt stille. Efter et stykke tid kommer der en mms fra kammeraten. Det kan kun betyde en ting…. Fisk! Ganske rigtigt har han fået endnu en fisk længere oppe ad åen. Beskeden giver fornyet tro på projektet, og der går ikke længe før en fin fisk følger fluen. Hele 3 gange kommer den med ud fra modsatte side, uden at tage fluen, øv øv. Prøver 3 forskellige fluer, men uden succes. Klokken er blevet midnat, og det er tid til kaffe og historier i hytten sammen med kammeraten.

Klokken 01:00 kører jeg fra hytten, med kurs mod åen. Der holder allerede et par biler ved den parkeringsplads, som jeg havde udset mig. Så jeg vælger at køre opstrøms, og starte fiskeriet fra en anden parkeringsplads. Det er mørkt, meget mørkt. Det er længe siden jeg har været på dette stykke å, og jeg tumler noget rundt i mørket. Når jeg kommer til åen om natten, bruger jeg gerne lige 10 minutter på at orientere mig, med henblik på andre fiskere. Denne nat er der dog ikke et øje ved åen.

Klokken er nu 03:00, og jeg begynder at fornemme trætheden i kroppen. Tankerne går også på den 2 timers køretur, der venter forude. Det begynder at regne, og jeg sætter mig med hætten på og tænker ved mig selv, at ”det var nok det”. Inden jeg får tænkt tanken til ende, hører jeg et gevaldigt plask omkring 50 meter længere nedstrøms. Som sædvanligt giver dette et boost, og jeg rejser mig målrettet og begynder at kaste.

Det er begyndt at lysne i nordøst, og jeg kan nu se nogenlunde hvor, og hvordan fluen lander. 10 kast senere, fornemmer jeg en kile i vandet efter fluen. Et splitsekund senere hugger en fisk fluen voldsomt i overfladen, midt i åen.  Jeg når ikke at slippe løslinen, men min erfaring er, at når en fisk tager på denne måde, så kroger den sig selv i saksen.

De næste 10-12 minutter går det frem og tilbage langs åen med korte, men kraftfulde udløb. Jeg kan fornemme, at det er en god fisk. Ingen spring, men den går bare dybt og tungt. Nu er tiden inde til at prøve en landing af fisken. Jeg får lavet et hul i sivene med benet, og får presset fisken ind til bredden. Her stiller fisken sig lodret i vandet, og jeg prøver at række armen ned og få fat i halen. Men nej! Fisken går ud i strømmen igen, og står i overfladen et par meter fra mig. Jeg tænder pandelampen, og ser nu en helt blank bredside på en anslået 80 cm hanfisk. Jeg tænker, ”hold kæft den er flot”. Men jeg ser nu også, at krogen ikke sidder i saksen, men midt imellem saksen og snuden i en enkelt spids af 3 krogen i overmunden.

Havørreden er træt nu, og jeg presser den endnu engang ind til sivene. Her stiller den sig igen lodret, og jeg overvejer at lande fisken med et tag i gællerne, men dropper det af frygt for at skade den mere end højst nødvendigt,, hvis den smutter. Jeg får fat i halen men kan ikke holde fisken, som med fornyet kraft svømmer ud i strømmen igen. Havørreden begynder at slå dovent med hovedet fra side til side, og jeg fornemmer at enden er nær. 2 sekunder senere slipper krogen sit tag, og fisken glider stille og roligt tilbage i strømmen og forsvinder!

En forfærdelig følelse af afmagt og desperation kommer over mig, og jeg ligger mig ned i sivene, og kigger op på en fantastisk flot morgen himmel. Fisken vandt denne gang, og sådan skal det også være. Jeg kan kun håbe på, at fisken ikke har lidt overlast, og kommer sig godt nok til at klare resten af turen mod gydepladserne.

Det flotte morgenlys i ådalen.

På vejen hjem, bliver ærgerelsen afløst af et smil på læben. Jeg har trods alt fået hugget, fighten, og set fisken. Jeg har desuden fået bekræftet, at line, forfang og fluen virker. Og det er vigtigt.

Havde det net, jeg havde glemt hjemme hjulpet? Måske, men det finder jeg aldrig ud af. Nu er det jo altid de største man mister… Det er jo muligt, at den kun var 79,5 cm ????

Knæk og bræk

Peter Nyhuus Jacobsen