07

January 2018

Af Peter Nyhuus Jacobsen

De fisk vi mister.

Så blev det endelig tid til en tur til åen igen. Forlader hjemmet i Kerteminde kl. 18:00, og har lovet fruen og ungerne at jeg er hjemme inden fruen skal på job kl. 08:00. Så det bliver en sej omgang.

At fiske kammeraten har fået 3 fisk de sidste par dage, gør dog køreturen lidt nemmere. Min bil kan i øvrigt snart selv finde vej derop, efter alle disse ture til midtjylland!

Jeg vælger at skyde aftenfiskeriet af, på et stykke af åen opstrøms Resen. Det er en skøn aften. Næsten skyfrit, og helt stille. Efter et stykke tid kommer der en mms fra kammeraten. Det kan kun betyde en ting…. Fisk! Ganske rigtigt har han fået endnu en fisk længere oppe ad åen. Beskeden giver fornyet tro på projektet, og der går ikke længe før en fin fisk følger fluen. Hele 3 gange kommer den med ud fra modsatte side, uden at tage fluen, øv øv. Prøver 3 forskellige fluer, men uden succes. Klokken er blevet midnat, og det er tid til kaffe og historier i hytten sammen med kammeraten.

 

Klokken 01:00 kører jeg fra hytten, med kurs mod åen. Der holder allerede et par biler ved den parkeringsplads, som jeg havde udset mig. Så jeg vælger at køre opstrøms, og starte fiskeriet fra en anden parkeringsplads. Det er mørkt, meget mørkt. Det er længe siden jeg har været på dette stykke å, og jeg tumler noget rundt i mørket. Når jeg kommer til åen om natten, bruger jeg gerne lige 10 minutter på at orientere mig, med henblik på andre fiskere. Denne nat er der dog ikke et øje ved åen.

Klokken er nu 03:00, og jeg begynder at fornemme trætheden i kroppen. Tankerne går også på den 2 timers køretur, der venter forude. Det begynder at regne, og jeg sætter mig med hætten på og tænker ved mig selv, at ”det var nok det”. Inden jeg får tænkt tanken til ende, hører jeg et gevaldigt plask omkring 50 meter længere nedstrøms. Som sædvanligt giver dette et boost, og jeg rejser mig målrettet og begynder at kaste.

Det er begyndt at lysne i nordøst, og jeg kan nu se nogenlunde hvor, og hvordan fluen lander. 10 kast senere, fornemmer jeg en kile i vandet efter fluen. Et splitsekund senere hugger en fisk fluen voldsomt i overfladen, midt i åen.  Jeg når ikke at slippe løslinen, men min erfaring er, at når en fisk tager på denne måde, så kroger den sig selv i saksen.

De næste 10-12 minutter går det frem og tilbage langs åen med korte, men kraftfulde udløb. Jeg kan fornemme, at det er en god fisk. Ingen spring, men den går bare dybt og tungt. Nu er tiden inde til at prøve en landing af fisken. Jeg får lavet et hul i sivene med benet, og får presset fisken ind til bredden. Her stiller fisken sig lodret i vandet, og jeg prøver at række armen ned og få fat i halen. Men nej! Fisken går ud i strømmen igen, og står i overfladen et par meter fra mig. Jeg tænder pandelampen, og ser nu en helt blank bredside på en anslået 80 cm hanfisk. Jeg tænker, ”hold kæft den er flot”. Men jeg ser nu også, at krogen ikke sidder i saksen, men midt imellem saksen og snuden i en enkelt spids af 3 krogen i overmunden.

Havørreden er træt nu, og jeg presser den endnu engang ind til sivene. Her stiller den sig igen lodret, og jeg overvejer at lande fisken med et tag i gællerne, men dropper det af frygt for at skade den mere end højst nødvendigt,, hvis den smutter. Jeg får fat i halen men kan ikke holde fisken, som med fornyet kraft svømmer ud i strømmen igen. Havørreden begynder at slå dovent med hovedet fra side til side, og jeg fornemmer at enden er nær. 2 sekunder senere slipper krogen sit tag, og fisken glider stille og roligt tilbage i strømmen og forsvinder!

En forfærdelig følelse af afmagt og desperation kommer over mig, og jeg ligger mig ned i sivene, og kigger op på en fantastisk flot morgen himmel. Fisken vandt denne gang, og sådan skal det også være. Jeg kan kun håbe på, at fisken ikke har lidt overlast, og kommer sig godt nok til at klare resten af turen mod gydepladserne.

 

dsc_0049

Det flotte morgenlys i ådalen.

 

På vejen hjem, bliver ærgerelsen afløst af et smil på læben. Jeg har trods alt fået hugget, fighten, og set fisken. Jeg har desuden fået bekræftet, at line, forfang og fluen virker. Og det er vigtigt.

Havde det net, jeg havde glemt hjemme hjulpet? Måske, men det finder jeg aldrig ud af. Nu er det jo altid de største man mister… Det er jo muligt, at den kun var 79,5 cm ????

Knæk og bræk

Peter Nyhuus Jacobsen

 

Peter Nyhuus Jacobsen er 49 år og bor med sin familie i Kerteminde på Fyn. Han har en hytte ved Sønder Resen sammen med 5 andre Karup Å fiskere. Peter arbejder for A.P.Møller i olieindustrien, og arbejder i en rotation på 2 uger efterfulgt af 4 uger fri, hvilket passer godt med familien og den altoverskyggende fritidsinteresse, lystfiskeri. Han havde sin første tur til Karup Å tilbage i 1989. De første år fiskede Peter på dagkort på zone 3 og 4 og residerede på Trandum Camping. Der var en fantastisk atmosfære på pladsen, idet stort set alle der boede der, var Karup Å fiskere. Det gav ligeledes mange fif, i jagten på åens store men svære havørreder. Sidst i 90'erne var Peter så heldig, at komme med i flere foreninger. Dengang var der venteliste til foreningerne. Endnu heldigere var han, da han fik en hytte i området. Peter fisker næsten udelukkende med flue og allerhelst fra aften til morgen, ikke fordi han tror at det er bedre at fiske i mørket, men han nyder at fiske med en højt fisket buleflue i mørket. Ligeledes elsker Peter at færdes i naturen i mørket med de mange lyde og indtryk. Peters foretrukne stang er en enhånds klasse 7 på 10 fod. Som fynbo er Peter selvfølgelig også kystfluefisker, men en tur til åen "vinder" altid over kysten. Det kan være svært at forklare, hvad der får en til at køre 200 kilometer, for at komme til åen Et svar kunne være en blanding af den fantastisk dejlige natur, samværet med gode ligesindede venner, roen, det at være ved et af verdens bedste havørredvande og selvfølgeligt jagten på drømmefisken, som jo altid kan blive større og smukkere.. Det er blevet til mange fangster i løbet af årene, og det er svært at fremhæve en i forhold til andre, men en tidlig fisk, fanget i den lyse sommernat, vil altid stå højt på listen. De fisk man har tabt igennem årene er selvfølgelig de største. Karup Å er for Peter blevet en livslang og uundværlig passion.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk søg