Sæsonen ved Karup Å er godt i gang. Det er sommer, og de lyse nætter er tilbage. Det er nu, at lystfiskere samles langs bredderne ved Karup Å. Alle kommer i håbet om en blank havørred. Meldingerne om daglige fangster på diverse medier tiltrækker fiskere fra nær og fjern. En af mine venner fra Sjælland kontaktede mig i juni måned:
”Bønnelykke, jeg kommer over og fisker i åen, er du klar?”.
Han skulle ikke spørge 2 gange, selvfølgelig var jeg klar :-)
Aftensmaden var indtaget, da jeg en tirsdag aften sidst i juni kørte mod Trandum Camping for at møde Christian. Da jeg mødte Christian var humøret højt, ligeledes var forventningerne til aftenens tur, da der den seneste tid var væltet op med store havørreder i åen. Christians iver for at komme til åen var stor. Så efter en lille snak, satte vi os ind i bilerne med kurs mod de nedre stykker af åen.
Da vi ankom til P-pladsen først på aftenen, skinnede solen stadigt højt på himlen. Christian er fluefisker ligesom jeg selv er. Da vi var ved at være klar til at gå mod åen, spurgte Christian hvorfor at det lige var denne plads, som vi skulle satse på.
Pladsen som vi skulle fiske på er ikke som længere oppe i Karup Å systemet, hvor der er mange sving. Strækket vi skulle fiske på er et stræk uden sving, og strækket har nogle gode spot, hvor der tit står fisk. Resten af stykket kan der stå fisk hvor som helst, da der hænger siv ud over åen. Dette giver gode hvilepladser til havørrederne, da de elsker ”tag over hovedet”. Pladsen kan i denne periode holde på mange fisk, og var derfor det oplagte valg. Inden vi starter fiskeriet op, fik Christian anvist et par spots på strækket. Og så var det ellers bare at få fisket noget vand igennem.
Senere på aftenen mødtes vi længere nede på strækket.
”Har du oplevet noget Christian”, spurgte jeg?
”Ikke det mindste, men hvor er det lækkert at være tilbage ved åen”, svarede han.
Samtidigt sprang en havørred fri af vandet foran os. Inden for de næste 3 minutter så vi yderligere 2 fisk markere, mens vi snakkede. De fik selvfølgelig præsenteret fluen på flere forskellige metoder. En enkel havørred lod sig imponere og kiggede nærmere på fluen, dog uden at hugge. Fiskeriet stoppede for denne aften imens solen forsvandt i horisonten. Det var arbejdsdag for os begge dagen efter.
Dagen efter prøvede Christian pladsen igen. Han begyndte ovenfor en af pladserne, der plejer at holde en havørred. Da han når ned på spottet, tog en af åens kæmper hans flue ude midt i åen. Christian fik selv landet den store fisk. Kort efter ringede Christian til mig, og hans stemme indikerede straks, at der var noget der var anderledes.
“Jeg har fanget en stor havørred, vil du komme og tage billeder”?
Kort efter var jeg på vej mod åen med kameraet på passagersædet, for selvfølgelig ville jeg da opleve en mand i sin bedste rus. Det var hans største havørred til dato der lå i græsset foran ham, da jeg mødte ham ved åen. Min glæde over at se Christian med den flotte fisk var stor, og vi tog begge en sejrdans. Hvem der bød op til dans er uvist, men det skete bare i glædens rus. Fisken og fangeren gjorde sig flot ud foran kameraet og aftenens oplevelser blev rundet af med en Karup Å whisky.
En meget glad og rystet Christian havde fået ny PR på 82 cm og 8,5 kg.
Knæk og bræk ved åen.
MVH Henrik Bundgård Bønnelykke.
Se lille video her