Af Jan Snejbjerg Jensen

Karup Å – en helt speciel morgen

Det første blik ud af vinduet i sommerhuset, som jeg var ankommet til aftenen før, bekræftede følelsen i kroppen. Det var koldt, ikke kun udenfor dynen, men i særdelshed udenfor huset. En mørk næsten klar nattehimmel var at se, og endnu var solopgangen langt væk. Tankemylderet der rammer én netop der, hvor man står og kigger ud af vinduet en tidlig morgen kender alle.  Tanker som ”der er mosebryg, sov en time mere så er den nok væk”, eller ”det er for koldt, havørrederne trykker sig” blev straks parkeret, og tøjet blev hurtigt fundet frem.

Udenfor huset stod min fiskestang parkeret i stangholderen. Stadig havde jeg frisk erindring om aftenens oplevelser. En fin havørred på land, og en måske endnu finere havørred, der fik kæmpet sig fri. Et hurtigt blik på stangen bekræftede at grejet var som det skulle være. Det var tid til morgenmad.

En hurtig morgenmad senere, iklædt waders og med stangen i hånden og kamera om halsen, skråede jeg over engen til den udvalgte startplads. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville fortsætte der, hvor jeg var stoppet aftenen før. Kulden bed i hænderne, og jeg huskede mig selv på, at vejrudsigten varslede en skøn morgen med sol og hurtigt stigende temperatur.

Fluen ramte vandet første gang, og til trods for mangeårig erfaring, var jeg nød til lige at finde den anden bred i det buldrende mørke. Ingen vind drillede, så et par kast efter, var linelængden perfekt, og fiskeriet kunne begynde. Rundt om mig puslede det i græs og eng. Selv om lyden var voldsom, vidste jeg godt, at selv en mus kan larme som en elefant, når sanserne er skærpet i nattens mørke.

Et par sving senere begyndte naturen for alvor at vågne. Den første stribe af lys åbenbarede sig mod øst, og med et blev mørke afløst af det spirende morgengry. Det at se naturen vågne fik mig helt ubevidst til at stoppe fiskeriet. En heldig placering i forhold til lys og mosebryg sendte stangen i græsset bag mig og kameraet blev fundet frem. Hvis blot billeder kunne vise det øjet så!

En del kameraklik senere, hvor jeg flere gange måtte knibe mig selv i armen, begyndte det at gå op for mig. Jeg havde været så heldig, at jeg var placeret helt alene i den skønne å-dal, på min fødselsdag med den smukkeste solopgang foran mig.

Tiden var for længst blevet sekundær, det samme var fiskeriet. Nu gjaldt det i stedet om, at følge lysets gang og at stå de rigtige steder når solen brød igennem. Når jeg ikke kiggede i kameraet så nød jeg morgenstunden og funderede over, hvor det næste billede skulle tages.

På den modsatte side af åen, kunne jeg se, at jeg ikke var alene om at nyde morgenstunden. Til trods for at jægerne snart skulle vise sig på engen, var Mikkel Ræv på spil. Forsigtigt nærmede han sig stien, hvor også lystfiskerne vælger at gå, når de har afsluttet fiskeriet. Denne morgen havde ræven stien for sig selv, og på sikker afstand holdt han et vågent øje med mig, inden han forsvandt imellem sødgræs og pilekrat.

Det blev ikke til fangst af fisk den morgen. Ej heller blev det til særligt meget fiskeri, og ligeledes blev der ikke udvekslet fiskehistorier med andre lystfiskere. I stedet blev det til flere hundrede billeder den morgen. Kameraet klikkede og billedernes hovedmotiv Karup Å blev foreviget indpakket i alt fra mosebryg til morgengry. Oplevelsen af naturen der vågner i ådalen blev foreviget i et utal af vinkler. Da solen til sidst og alt for hurtigt var kommet helt fri af horisonten, på dens daglige færd fra øst til vest, var det tid til at tage kamera, fiskestang og masser af oplevelser med tilbage mod sommerhuset.

Hvilken skøn morgen det havde været. En perfekt fødselsdagsmorgen, og selv om der ikke blev fisket specielt meget, så viste Karup Å hvad den også kan!