28

February 2017

Af Jan Snejbjerg Jensen

Karup Å – så bliver det ikke bedre!

Nogle gange drages vi lystfiskere til åen. Det kan være det rigtige vejr der gør det. Det kan også være, som i denne lille beretning, en periode med godt fiskeri, der får os af sted. Her er en beretning om en af de fisketure, hvor alt gik op i en højere enhed.

Sæsonen 2016 bød på mange måder på et ekstraordinært fiskeri. Samlet set blev der i Karup Å registreret fangst af 1669 havørreder, hvoraf 414 blev genudsat. Den samlede mængde hjemtagne fisk vejede cirka 4.2 tons. Bagved disse imponerende tal skjuler der sig også en voldsom gennemsnitsstørrelse på de 20 største havørreder. Således vejede den mindste fisk i top 20 hele 8,60 kg, og de 6 største var alle fra 10 kg og opefter. Næststørste fisk vejede 11,70 kg og tredje største i rækken af kæmpe havørreder vejede 11,60 kg. Største havørred er i særklasse en kæmpe. Havørreden blev fanget nær “Det røde Sommerhus i Sønder-Resen af Philip Knudsen. I stedet for straks at afsløre vægt og mål for denne pragtfisk, vil jeg lade Philip selv berette, hvad der helt præcis skete onsdag den 29 juni 2016. En dag, som Philip selv siger, han aldrig vil glemme. Det blev den dag, hvor han fik opfyldt sin fiskedrøm gennem livet. Drømmen om at fange en havørred i Karup Å på over de magiske 10 kg.

Således beretter Philip:

Turen gik til P-pladsen ved Sdr. Resen bro. Jeg var alene –riggede spinnestangen til med en blank Mepps 4 – og gik nedstrøms i kanten af markerne. Jeg kunne se, at der var lejere i ”Det røde Sommerhus”, da der holdt en bil foran. Der var dog ikke et øje ved åen her først på formiddagen. Jeg besluttede at starte nedenfor Møllerens 2er og fiske opstrøms, nu hvor jeg havde hele ådalen for mig selv.

Det var rigtigt fiskevejr. Overskyet, lunt, lidt vind fra sydlige retninger og lidt småregn nu og da. Så jeg troede på det. Det varede heller ikke ret længe inden hugget kom – det var en ørred i smolt størrelse på ca. 10 cm, kroget helt regulært på min grødesikrede krog. Den blev nænsomt genudsat, og på den videre tur op ad åen, blev til endnu en ”smolt”.

Efterhånden var jeg kommet helt op til spangen nedenfor ”Det røde Sommerhus”. Der var meget høje siv, så jeg stod op på trappen til broen og lagde et par lange kast opstrøms langs hver bred – uden resultat.
Gik op mod Sommerhussvinget på vestsiden og gentog mine opstrøms kast, især over i den dybe side i udgangen af svinget. Dette er et sted der ofte holder store fisk. Vestsiden i Sommerhussvinget er svær at fiske på denne årstid, da sivene er tætte og mandshøje. Så for at fiske indgangen til svinget af, måtte jeg træde et lille ”hul” i sivene ud mod åen. Dette gjorde at jeg lige kunne få stangen ud og svippe spinneren opstrøms over mod den dybe side.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Svinget nedenfor “Det røde Sommerhus” hvor Philip fik sin drøm opfyldt

Sivene tager udsynet – jeg kan ikke se, hvor spinneren lander, men hører af plasket, at den rammer åen, hvor den skal. Spinneren falder mod bunden og sætter i gang. Efter et par meter går den fast – stangen spændes i en refleksbevægelse og den står længe urokkeligt spændt i en bue. Jeg når lige at tænke, at bundbid får jeg jo ikke med min grødesikrede krog. Så kommer de første tunge, langsomme rusk fra side til side. De rusk, der kendetegner en stor fisk. Fisken går straks dybt og trækker stærkt og tungt opstrøms ved modsatte bred. Jeg må stramme den i forvejen meget stramme slirebremse yderligere for at holde lidt på fisken, som jeg ikke ønsker skal gå for langt opstrøms, hvor der kommer høj brink og mange grødeknolde. Får vendt fisken, der hurtigt suser ned i Sommerhussvinget igen, hvor jeg lægger pres på, for at den ikke skal fortsætte ned mod spangen. Tænker at det vil være ”træls”, hvis jeg skal under den. Fisken går op i overfladen og rusker og ruller, og nu ser jeg den for første gang – et monster af en havørred – og jeg tænker med det samme – det er en 10 plus! Tankerne må vige, for det her er en fight, hvor alle sanser skal være ”på”. Problemet med broen nedstrøms og grødeproblem opstrøms betyder, at jeg beslutter, at fighte fisken på stedet. Her står jeg så og tumler med fisken, der skiftevis går opstrøms ved både modsatte bred i det dybe vand, men også ved min egen bred på det lavere vand, for derefter at vende om og suse nedstrøms i hullet igen, når jeg øget presset. Her rusker og vælter fisken så igen i overfladen for at gentage turen opstrøms. Det sker mange gange, og jeg får undervejs trådt sivene ned og trukket grøde og flæg væk fra vandkanten med fangstkrogen, så der bliver en lille landingsplads.
Jeg kigger op mod sommerhuset for at se, om de dog ikke har set, at jeg står med stor fisk på, men alt er stille ved sommerhuset. Fighten går videre og to gange mens fisken trækker opstrøms ved min egen bred, er jeg lige ved at få den presset så tæt på, at jeg kan nå den med fangstkrogen. I en af de sidste ture fisken tager nedstrøms til dens gamle standplads, tror jeg at det er slut – fisken går i overfladen og ruller helt vildt – et rigtigt dårligt tegn, Men der kommer ro på igen, og den tager den sidste tur opstrøms ved min egen bred, hvor min fangstkrog når den og finder fast tag lige bag fisken gæller.

 

imgp5844-jpg-12-1-kg-havoerred-fanget-i-karup-aa-2016

Philip med et stk. massiv 12,1 kilo tung havørred

Vel oppe i sivene, langt fra åen, kaster jeg stangen og ser på fisken og puster. Der er gået ca. en halv times tovtrækkeri. Den længste og hårdeste fight i hele mit liv, og nu ligger der her for mine fødder en kæmpe havørred omkring meteren med min spinner dybt begravet i tungen.

Jeg er helt fortumlet og skynder mig over spangen med fisken, der nu skal måles, vejes og fotograferes. 102 cm hanfisk på 12,1 kg. Mit livs havørred. Karup å – så bliver det ikke bedre!”

Philips rekordfisk blev sæsonens største havørred i Karup Å, og er med til at understrege, at mulighederne for fangst af havørreder i kæmpe størrelse er til stede. Som Philip slutter sin beretning, blev endnu en drøm til virkelighed. Sidste fodnote til historien bør vel være, at havørreden blev røget, og at den i øvrigt smager fortrinligt.

 

Jan Snejbjerg Jensen er født i 1967, bor i Skive. Jan begyndte at fiske allerede som helt lille dreng. Allerede dengang var det primært havørred og laks der var målet for fisketurene. Dels på kysterne i det Østjyske, dels i de jyske åer og også i elvene nordpå. Med alderen udviklede fiskeriet sig, og årlige ture til Gaula efter laks samt fiskeri i Gudenåen tog over. I 1994 flyttede Jan fra Århus til Skive, og har siden fisket flittigt i Karup Å. Jan har endvidere fisket mange steder i verden, og har prøvet kræfter med alt lige fra storlaks til sailfish. Som skribent for Fiske Avisen og Svensk Turistkontor har Jan også været adskillige steder i Sverige, hvor alt fra stalling til flynder har været mål for fiskeriet. De seneste år har det primært været havørredfiskeriet i Karup Å, der har optaget Jan. Som Jan siger, byder fiskeriet i Karup Å på såvel udfordringen, spændingen, stilheden, skønheden, naturen, sammenholdet og naturligvis fangsten. Jans fiskeri er i dag primært fluefiskeri i aften-, natte-timerne, men også morgengryet kan lokke Jan til åen. Jan er i dag formand for Sønder-Resen Lystfiskerkonsortium og næstformand i Karup Å Sammenslutningen. Den største fangst Jan har fanget i Karup Å er en havørred på 10,81 kg fanget på flue en september nat i 2011.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk søg