08

July 2018

Af Allan Nørskov Johansen

Trofæjagt i Karup Å. Del 1.

Det var kun et øjeblik siden, at fisken havde gjort et voldsomt udfald imod min lille flue. Den vendte lige bag den i en kæmpe hvirvel, uden dog at ”slå til”. Efter en resultatløs indsats i nattens sidste mørke timer, var jeg i morgengryet endt i bunden af strækket. Her var der en sikker standplads. Og der var så sandelig også en beboer hjemme på adressen! Vel og mærke én, der var dejligt territoriehævdende!

Se om fisken kom på land her i del 1.

En sensommer morgen i august.

Jeg forsøgte at fokusere lidt på det smukke morgenlys imod øst, der langsomt men sikkert vækkede ådalen op til dåd. Men fisken spøgte i tankerne, og jeg var utålmodig for at prøve den igen. Efter et lille minut, blev fluen igen sendt afsted.

Denne gang førte jeg den ikke op forbi standpladsen i en rolig, og glidende bevægelse. I stedet begyndte jeg at nykke fluen hårdt op imod strømmen, da den kom op igennem fiskens ”hug zone”. Og jeg skal da love for det gav en reaktion. Hugget kom hårdt på kort line! Jeg knugede hårdt i stangens korkhåndtag, imens de lineløkker jeg havde samlet i min venstre hånd, nærmest blev flået ud af fingrene på mig. Utroligt, at de samme fisk sommetider kan hugge så forsigtigt, at man nærmest ikke kan mærke det!

Fisken var kroget, og sprang straks helt fri af vandet i en vild og ukontrolleret manøvre ude i midten af åen. I et kort øjeblik kunne jeg tydelig se min modstander i øjnene. En kraftig letfarvet august hanfisk, med iltert temperament omkring de 8 kg, var min modstander denne morgen. 

Fisken vendte, og farede ned af åen i et kraftfuldt udløb. Jeg måtte hurtigt erkende, at jeg bare måtte følge efter. Allerede 30 m nede af åen startede de første problemer. Her delte 2 store vandranunkler åens vandspejl, og kanaliserede derved strømmen igennem 3 render.

En sensommer morgen i august.

Jeg forsøgte at fokusere lidt på det smukke morgenlys imod øst, der langsomt men sikkert vækkede ådalen op til dåd. Men fisken spøgte i tankerne, og jeg var utålmodig for at prøve den igen. Efter et lille minut, blev fluen igen sendt afsted.

Denne gang førte jeg den ikke op forbi standpladsen i en rolig, og glidende bevægelse. I stedet begyndte jeg at nykke fluen hårdt op imod strømmen, da den kom op igennem fiskens ”hug zone”. Og jeg skal da love for det gav en reaktion. Hugget kom hårdt på kort line! Jeg knugede hårdt i stangens korkhåndtag, imens de lineløkker jeg havde samlet i min venstre hånd, nærmest blev flået ud af fingrene på mig. Utroligt, at de samme fisk sommetider kan hugge så forsigtigt, at man nærmest ikke kan mærke det!

Fisken var kroget, og sprang straks helt fri af vandet i en vild og ukontrolleret manøvre ude i midten af åen. I et kort øjeblik kunne jeg tydelig se min modstander i øjnene. En kraftig letfarvet august hanfisk, med iltert temperament omkring de 8 kg, var min modstander denne morgen. 

Fisken vendte, og farede ned af åen i et kraftfuldt udløb. Jeg måtte hurtigt erkende, at jeg bare måtte følge efter. Allerede 30 m nede af åen startede de første problemer. Her delte 2 store vandranunkler åens vandspejl, og kanaliserede derved strømmen igennem 3 render.

Her sidst i august inden grøden i åen skæres anden gang, står bevoksningen i åen nogen steder højt. Åen er smuk med de store flotte og livgivende vandranunkler, som kærtegnet af strømmens bevægelser, bugter sig elegant i overfladen. Men de selvsamme vandranunkler, kan også være de rene magneter for fiskene at gemme sig under. Denne fisk ville helt sikkert søge i grøden for at slippe af med en flue i kæften, hvis muligheden bød sig.

Som et godstog gik fisken målrettet lige ned imod den største af de 2 vandranunkler. Så jeg tog hårdt ved stangen, og forsøgte at bremse fisken med et maksimalt pres, alt imens jeg kluntet og uden elegance stolprede ned igennem siv og mudder langs åbrinken så hurtigt jeg kunne. Jeg ændrede pres vinklen lidt med stangen, og satte igen hårdt mod hårdt. Dette fik fisken til at stoppe op lige foran den store grødepude! Jeg fik lidt mere line på hjulet, og kom nu ned på siden af fisken.

En ægte ”beton blok”.

Jeg havde nu indhentet fisken, og lagde et hårdt sidepres på den. Men den stod urokkeligt stille henover sandbunden. Som havde jeg kroget en urokkelig ”beton blok”!

Jeg var sikker på, at fisken ikke var gået ind i selve grøden. Den var bare stærk nok til at stå helt stille og holde en lille ”pause” henover bunden, efter fightens første vilde udløb. Jeg ændrede presvinklen lidt med stangen og nåede lige at tænke, at nu var jeg langsomt ved at få mere kontrol med fisken…. så stak den af igen i fuld fart!

Denne gang gik den opstrøms, tilbage til sikkerheden ved sin standplads. Fiskens styrke var tydeligvis ikke formindsket. Jeg måtte derfor først lade den løbe lidt line ud, og så ellers bare følge med op langs åens ujævne bred igen. Da jeg igen indhentede fisken, var den gået dybt ind under egen bred på sin standplads. Her stod den og borede rundt, dybt inde under sivene.

Sivene langs åen har et rodnet, og det er så heller ikke det smarteste at få forfanget viklet ind i. Så noget måtte gøres! Jeg holdt lidt afstand til den, og lagde igen et hårdt pres på fisken, for at få drejet dens hoved ud i åens strøm igen. Jeg måtte få fisken ud fra sit skjul, inden det gik helt galt! Jeg lagde hånden på hjulet, og blokerede det! Nu var der maksimalt pres på fisken, og min spændte line peb en svag tone.

Det virkede! Fisken lod sig irritere, og strøg herefter kraftfuldt ud i midten af åen igen.

En ægte ”beton blok”.

Jeg havde nu indhentet fisken, og lagde et hårdt sidepres på den. Men den stod urokkeligt stille henover sandbunden. Som havde jeg kroget en urokkelig ”beton blok”!

Jeg var sikker på, at fisken ikke var gået ind i selve grøden. Den var bare stærk nok til at stå helt stille og holde en lille ”pause” henover bunden, efter fightens første vilde udløb. Jeg ændrede presvinklen lidt med stangen og nåede lige at tænke, at nu var jeg langsomt ved at få mere kontrol med fisken…. så stak den af igen i fuld fart!

Denne gang gik den opstrøms, tilbage til sikkerheden ved sin standplads. Fiskens styrke var tydeligvis ikke formindsket. Jeg måtte derfor først lade den løbe lidt line ud, og så ellers bare følge med op langs åens ujævne bred igen. Da jeg igen indhentede fisken, var den gået dybt ind under egen bred på sin standplads. Her stod den og borede rundt, dybt inde under sivene.

Sivene langs åen har et rodnet, og det er så heller ikke det smarteste at få forfanget viklet ind i. Så noget måtte gøres! Jeg holdt lidt afstand til den, og lagde igen et hårdt pres på fisken, for at få drejet dens hoved ud i åens strøm igen. Jeg måtte få fisken ud fra sit skjul, inden det gik helt galt! Jeg lagde hånden på hjulet, og blokerede det! Nu var der maksimalt pres på fisken, og min spændte line peb en svag tone.

Det virkede! Fisken lod sig irritere, og strøg herefter kraftfuldt ud i midten af åen igen.

Her sprang den igen helt fri ud at vandet. Tiden frøs i en brøkdel af et sekund, og foran mig i morgenens første spæde gyldne lys, hang en af åens smukkeste skabninger, ”frozen in time”. Det var et betagende syn, da fisken majestætisk hang højt hævet over åens vandspejl :-)

Tyngdekraften gjorde sit, og fisken ramte vandet med et ordentligt ”klask” så jeg blev knipset ud af min tornerosesøvn. Det var stadig alvor, og min modstander havde tydeligvis ikke i sinde at give op.

Inden jeg kunne nå at gøre noget, stak fisken igen af nedstrøms! Og igen styrede den direkte hen imod den store vandranunkel…!

Begrænsninger og masser af problemer.

Lettere forpustet, fik jeg igen kluntet mig ned langs den ujævne åbrink. Jeg var klart langsommere denne gang, og fisken nåede hen til vandranunklen uden at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg kunne slet ikke holde den… den var simpelthen for stærk!

Da jeg indhentede fisken, var skaden sket! Fisken var gået ind under vandranunklen, og stod nu og borede rundt derinde. Jeg forsøgte selvfølgelig at presse den ud derfra, men fisken var stærk… og totalt ligeglad!

Det var tydeligt for mig, at her måtte jeg klart længere nedstrøms for at have en chance for at kunne ”bakke” fisken ud fra sit grødeskjul. Der var bare lige ét problem i denne plan. Mine fødder stod allerede placeret på de sidste par meter fast åbrink, der var på min side af denne strækning af åen. Foran mig lå et større område af decideret sump, og jeg ville uden tvivl synke dybt i, hvis jeg begav mig ud på denne mudderdyne.

Selvom det ville lykkedes mig at få fisken trukket fri af vandranunklen, ville jeg bagefter være fastlåst i mudderet og totalt prisgivet ift. til, hvad fisken så ellers ville kunne finde på!

Begrænsninger og masser af problemer.

Lettere forpustet, fik jeg igen kluntet mig ned langs den ujævne åbrink. Jeg var klart langsommere denne gang, og fisken nåede hen til vandranunklen uden at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg kunne slet ikke holde den… den var simpelthen for stærk!

Da jeg indhentede fisken, var skaden sket! Fisken var gået ind under vandranunklen, og stod nu og borede rundt derinde. Jeg forsøgte selvfølgelig at presse den ud derfra, men fisken var stærk… og totalt ligeglad!

Det var tydeligt for mig, at her måtte jeg klart længere nedstrøms for at have en chance for at kunne ”bakke” fisken ud fra sit grødeskjul. Der var bare lige ét problem i denne plan. Mine fødder stod allerede placeret på de sidste par meter fast åbrink, der var på min side af denne strækning af åen. Foran mig lå et større område af decideret sump, og jeg ville uden tvivl synke dybt i, hvis jeg begav mig ud på denne mudderdyne.

Selvom det ville lykkedes mig at få fisken trukket fri af vandranunklen, ville jeg bagefter være fastlåst i mudderet og totalt prisgivet ift. til, hvad fisken så ellers ville kunne finde på!

Handlingslammet, og ja… jeg må erkende det… lettere ”udmanøvreret” af denne fisk, kunne jeg nu bare afvente fiskens næste træk og håbe på det bedste!  

Mine taktiske overvejelser skulle dog vise sig, at være helt og aldeles unødvendige!

Fisken gik nu op igennem grøden, og svømmede voldsomt henover vandranunklen, med det halve af ryggen fri oppe i vandoverfladen. Herefter dykkede den så ned igennem vandranunklen igen, og borede sig helt håbløst fast inde i midt i grøden. Jeg mærkede de sidste par slag i stangen fra den stærke fisk, inden kontakten blev brudt…!

Det vil sige, kontakten til fisken blev brudt. For jeg stod nu håbløst tøjret til en enorm vandranunkel ude i åen!

Skuffelse afløses hurtigt af glæde.

Der gik lige en lille stund, hvor jeg intet foretog mig. Jeg stod bare stakåndet tilbage, og kiggede lettere desillusioneret ud over åen. De sidste urolige bølger fra fisken, glattede åens strøm hurtigt ud… indtil de til sidst forsvandt. Tilbage var nu blot det blanke vandspejl, og alle spor af den kamp der lige havde fundet sted her, var slettet.

Jeg var selvfølgelig skuffet over tabet af fisken… bestemt! Men jeg samlede mig sammen, og begyndte at rykke i linen til vandranunklen. Fisken var jo væk, men jeg ville da som minimum have min flue med hjem fra åen… hvis det kunne lade sig gøre.

Heldigvis er jeg meget konservativ, hvad angår forfangs materialets tykkelse og styrke. Så efter lidt tid, fik mit kraftige forfang skåret sig igennem grøden. Min flue var atter fri. Jeg rullede linen op på hjulet, og gik lidt ind i engen.

Skuffelse afløses hurtigt af glæde.

Der gik lige en lille stund, hvor jeg intet foretog mig. Jeg stod bare stakåndet tilbage, og kiggede lettere desillusioneret ud over åen. De sidste urolige bølger fra fisken, glattede åens strøm hurtigt ud… indtil de til sidst forsvandt. Tilbage var nu blot det blanke vandspejl, og alle spor af den kamp der lige havde fundet sted her, var slettet.

Jeg var selvfølgelig skuffet over tabet af fisken… bestemt! Men jeg samlede mig sammen, og begyndte at rykke i linen til vandranunklen. Fisken var jo væk, men jeg ville da som minimum have min flue med hjem fra åen… hvis det kunne lade sig gøre.

Heldigvis er jeg meget konservativ, hvad angår forfangs materialets tykkelse og styrke. Så efter lidt tid, fik mit kraftige forfang skåret sig igennem grøden. Min flue var atter fri. Jeg rullede linen op på hjulet, og gik lidt ind i engen.

Fuglene var vågnet helt op nu, og de gjorde hvad de kunne for at opmuntre mig med deres smukke morgensang. Morgensolen oplyste den dugvåde eng, og sensommerens mange flotte spindelvæv. Bestemt et flot syn. Men al denne skønhed til trods, så følte jeg mig lidt ”tom” indeni.

Skridtene op til bilen var denne morgen både langsommere, og tungere end normalt. Det var nemlig ikke den første ”trofæfisk” jeg mistede denne sæson. Jeg havde faktisk haft fat i et par stykker på det seneste, hvor oddsene ikke var faldet ud til min fordel!

Blikket var på støvlesnuderne det meste af hjemturen langs åen, men jeg løftede lige blikket ved det sidste sving man passerer på dette stræk, inden man drejer af markvejen og går op til bilen.

I indgangen af dette sving var det tidligere på sæsonen lykkedes mig, at fravriste åen én af dens trofæ havørreder. En overordentlig smuk hanfisk, på 8,5 kg og 85 cm.

Denne ”trofæfisk” havde også leveret en hård og spændende fight, der krævede en masse taktik fra min side. Forskellen til hændelsen denne morgen ved åen var selvfølgelig, at udfaldet af denne kamp var gået til min fordel. Det er jo heldigvis ikke alle store fisk man mister :-)

Karup Å

8,5 kg og 85 cm.

*NOTE: Tog fluen med det halve af ryggen ud af vandet. Måtte trække fisken 50 m nedstrøms, da åen var fyldt med grøde hvor den huggede, som fisken konstant borede sig ind i... !

En bølge af glæde skyllede ind over mig, og jeg nikkede lige anerkendende til åen en sidste gang, inden jeg vendte mig og gik op imod bilen. Dybt taknemmelig ved tanken om at få lov til at fiske efter så store og smukke havørreder, som der svømmer i Karup Å. Selvom jeg havde mistet endnu en god fisk denne morgen, forlod jeg derfor ådalen med et bredt smil.

Det er dét Karup Å, og dens trofæ havørreder, gør ved én :-)

 

Du kan læse mere om ådalens udfordringer, og få tips til at tackle disse, i Del 2.

 

Knæk og bræk ved åen.

Allan Nørskov Johansen

 

Allan Nørskov Johansen er født i 1976, og kommer oprindeligt fra Odense. Allan bor i dag med sin familie tæt ved åen. Allan startede sin interesse for lystfiskeri, med bækørredfiskeri i de små lokale vandløb tæt ved Odense. Senere blev det til mange timer langs de Fynske kyster, i evig jagt med fluestangen efter de smukke blanke havørreder. Han kom til Karup Å første gang i sensommeren 1998, og tabte straks sit lystfiskerhjerte til den smukke hede å, og dens enorme havørreder. Allan foretrækker fluestangen i jagten på de smukke Karup Å havørreder, og bruger derfor også en del tid på fluebinding. Den "bedste oplevelse” ved Karup Å er ofte når der sker noget uventet og overraskende på fisketuren, og fiskene pludselig gør noget man ikke forventer! Det skaber i den grad mindeværdige oplevelser. Eller hvis man kan hjælpe andre til at ”knække koden”, og fange en af åens svære havørreder via fisketips eller hjælp med fluer, så er det også noget Allan virkelig sætter pris på. Allans bedste fangst fra åen, er en hanfisk på 92 cm og 11,0 kg, fanget sidst i juni 2015. Fisken var hans anden trofæfisk fra Karup Å over ”de magiske 10 kg”, og gav en lang og mindeværdig fight på hans enhånds fluestang.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk søg